Med andre øjne
Jeg slukker vækkeuret og glor op i loftet. Det ene hjørne har samlet støv, som hænger i snore som et edderkoppespind. Jeg går ud i køkkenet, registrerer en råstegt kartoffel på gulvet, men gør ellers intet ved det. Jeg skyller en kop, og fylder den med kaffe fra i gårs termokande.
I et forsøg på at starte dagen, trækker jeg gardinet fra i stuen. Et uhyre af en sol, stikker nåle i mine øjne, ganske upåvirket af den tætte trængsel af yderligere pinsler. Natten er lettere at holde ud.
Jeg tænder en cigaret og drikker den halvkolde kaffe i en tår, og skænker en ny, mens jeg smider et blik på gaden.
Mennesker er grimme. Og når det nu engang forholder sig sådan, burde de holde sig indendørs. Ligesom jeg gør. Eller gå med plastikposer over sig. Men de er selvfølgelig også ret grimme.
Der er ingen der forstår min situation. Jeg kan ikke holde ud at se på noget som helst. Jeg kan ikke holde ydre billeder ud. Jeg kan ikke holde indre billeder ud. Jeg kan slet ikke holde billeder ud.
Det er ligegyldigt, hvad jeg gør, så kommer alt i billeder. Det folk siger, bøger man læser, maden man spiser. Jeg kan ikke have et arbejde. Jeg kan ikke se fjernsyn, som alle andre arbejdsløse. Jeg kan ikke have en kæreste. Jeg kan ikke gå ud med single-veninderne og give nærgående mænd overhalinger. Det sidste ville jeg egentlig godt kunne, men det første kan jeg ikke, for jeg har ikke nogen veninder. Kan ikke klare synet af dem.
Selv når jeg lukker øjnene er der billeder. Når jeg sover er der billeder. Hvis jeg var blind ville der være billeder. Når jeg kigger på en helt hvid væg, opstår der billeder i mit hoved. Om ikke andet er der billedet af den hvide væg. Altid. Overalt. Jeg kan ikke komme væk.
I spejlet er mine øjenvipper afbrækkede edderkoppeben. I koppen er kaffen en menneskeslugende kviksandsmose. Cigaretten er et lig der kremeres. Min seng en åben kiste. Min hånd et kommende mord.
Jeg ved godt, der er noget galt. Jeg benægter det ikke. Mine øjne har en invaliderende forbindelse til min hjerne. Det var også derfor, jeg gik til en psykolog for et stykke tid siden. Han spurgte, hvornår min afsky for billeder var opstået. Selvom det ikke skortede på samarbejdsvillighed fra min side af, kunne jeg ikke svare ham. Den afsky er ikke opstået. Den har altid været der.
Psykologen mente, at en længerevarende terapi, kunne være en gavnlig mulighed, selvom han på ingen måde ville love mig helbredelse, og til sidst endte ud med at fortælle, at det hele alene afhang af mig og ikke ham. Jeg måtte indstille mig på, at jeg var nødt til at se alle de ting, jeg ikke ønsker at se. Behøver jeg sige, at jeg ikke kom igen?
Jeg har også været hos en optiker, der sagde, jeg var nærsynet. Jeg købte nogle dyre briller. Dem gik jeg med i utrolig lang tid. 5 minutter.
Jeg forstår ikke helt, hvorfor den eneste helbredelsesteknik synes at være at få mig til at se endnu mere, når det jeg kom for, var at undgå at se noget som helst.
Så prøvede jeg at finde en æstetisk hobby, men hverken malerier, keramikkrukker eller balkjoler har behaget mine øjne. Tværtimod. Alt, der forsøger at være smukt, er påtrængende.
En astrolog mente, at jeg skulle få min indre og ydre verden til at hænge bedre sammen. En helsekostfabrikant tjente formuer på at få mig til at spise nogle specielle bønner, der smagte af harpiks. En healer var ved at brænde øjnene ud ad hovedet på mig.
Intet har hjulpet. Man har kun forsøgt at udnytte min svage karakter grundet min svære situation.
Jeg har været på randen af selvmord det meste af mit liv. Men det, at døden om muligt kan indeholde flere visuelle indtryk end livet, har holdt mig tilbage. Det har jeg simpelthen ikke villet risikere.
I dag skal der sættes en stopper for det. Jeg har fundet en alternativ klinik i London, hvor man kan få opereret nye øjne ind, og nye forbindelser til hjernen. Det er temmelig dyrt, men jeg har sparret sammen. Efter næsten kun at have levet af kaffe, cigaretter og kartofler det sidste halve år, står jeg nu med de 50.000 pund, som operationen koster samt en returbillet til London.
På vej til lufthavnen prøver jeg at koncentrere mig om de forskellige detaljer omkring operationen, for at holde mine øjne væk fra gadebilledet, men det er svært. Det går ikke så let, som jeg havde håbet.
En dame smækker sig ned ved siden af mig i bussen, og jeg kan regne ud, jeg vil få besvær med at komme ud igen, uden at se på hende. Hvorfor i himlens navn har jeg ikke også sparet penge til en taxi? Jeg må lukke øjnene stramt i. Knytte mine hænder. Og begynde at svede. Der er ikke andet for.
Det går ikke meget bedre i lufthavnen. Jeg ved ikke om der er flere billeder her, eller om min koncentration er begyndt at dale. Jeg ved, at jeg er ved at gå i panik. Jeg ser ned, men der stikker hele tiden nogle fremmede fødder indenfor mit blik, og gulvene er i sig selv meget slemt udsmykkede. Desuden er jeg nødt til at kigge op engang imellem, for at finde ud af, hvor jeg skal hen.
Jeg er helt svedig af tilbageholdt angst. Jeg har ondt i hænderne af at knytte dem. Og hvis man kan have ondt i svedkirtlerne, så har jeg også ondt der.
Men jeg overlever og sidder endelig i flyet, og spænder sikkerhedsselen i alt for god tid, for at forhindre mig selv i at løbe bort, når oversminkede stewardesser kommer rendende med kulørte magasinblade, om alle de ækelt udseende ting, man kan købe ombord.
Jeg lander i London, og er ikke helt klar over, hvordan jeg er kommet så langt. Nu er der længere vej tilbage, end der er frem, også beregnet i subjektive kilometre.
Jeg har mentalt forberedt mig selv på London. Alle de mennesker, der vil have, man kigger på dem. Jeg har brugt uger til at opbygge min psyke, så jeg kunne klare rejsen. Jeg fortsætter med blikket nedad og lynhurtige nakke- og øjenkast for at orientere mig. Jeg har øvet mig derhjemme, fra stuen til toilettet, fra toilettet til køkken og tilbage til stuen igen.
Jeg stinker kraftigt af sved. Det er under min almindelige standard for hygiejne, når et lægebesøg venter forude. Det er der ikke noget at gøre ved nu. Jeg har bestilt tid, jeg kan betale, så der skal opereres uanset min hygiejniske forfatning.
Jeg når endelig frem til det, der skulle være klinikken. Der er en forfærdelig larm. Folk råber både højt og hæst, så det lyder mere som en sportshal. Jeg kan nu se igennem glasdøren, hvor man går ind, og klinikken er fuldstændig proppet med mennesker. Jeg er godt klar over, at der ikke er plads til endnu en. Men mig skal der være plads til. Jeg har bestilt tid. Jeg kan betale. Ergo er jeg den vigtigste.
Jeg må puffe og mase bare for at få den tunge glasdør op. Jeg kan forstå fra mine lynhurtige øjekast, at vi alle lider af det samme. En slår sig med knyttede næver på sine øjne. En anden banker rytmisk hovedet ind i receptionsdisken. Langt de fleste står bare med krampagtigt lukkede øjne og river sig i håret.
De ansatte har ikke styr på noget som helst, og møver sig bare frem og tilbage i hvide kitler og med gummihandsker på hænderne, som om vi var spedalske.
Jeg kigger ned, for mange fødder. Jeg kigger op, for mange mennesker. Jeg prøver at finde et stykke væg, jeg kan fokusere på, men det er umuligt. Alle vægstykker er optaget af folk, der står klods op ad dem og stirrer stift ind i dem.
Ikke nok med det. Ingen står stille. Ingen kan finde ud af at stå stille. Alle, der ikke har noget vægstykke, slår ud efter hinanden med lukkede øjne. Jeg er også selv nødt til at skubbe og slå nogle gange, for ikke at miste balancen, og komme til at ligge på gulvet af denne helvedes klinik.
Jeg hiver fat i et kittelærme, og fortæller at jeg har bestilt tid, men hun river hårdt ærmet til sig igen. Med ironisk engelsk høflighed og skinger stemme, der med forfærdende lethed skærer igennem hele klinikken, beder hun mig vente tålmodigt. Jeg venter, indtil jeg hellere vil dø.
Jeg får med lidt held møvet mig om bag receptionsdisken, og får endelig mulighed for at forklare mig selv, men det er en halv time senere end min aftalte tid. Sygeplejersken ser bestemt på mig, og siger at jeg så må bestille en anden tid til en anden dag.
Jeg bliver rasende og råber op, dels for at overdøve den skrækkelig larm, og dels for at gøre min situations alvor klar: Jeg har bestilt tid. Jeg kan betale. Ergo er jeg den vigtigste.
Hun hvisker helt tæt ind til mit ene øre, at jeg kan komme til med det samme, hvis jeg er villig til at betale 50.000 pund ekstra.
Det er en svær udvej at få adgang til, for jeg har jo ikke 50.000 pund ekstra. Jeg ejer dem simpelthen ikke. Hvor i alverden skulle jeg få dem fra lige nu og her? Det gør mig ærgerlig at opgive kampen. Det der er tilbage, når jeg opgiver kampen, føles som mindre værd end det jeg hidtil har haft. Måske var det hele også for godt til at være sandt. Folk som os med disse slags øjne er såmænd ikke vandt til gode nyheder.
Jeg kaster ufrivilligt mit blik på en mand, der står klods op ad et vægstykke. Han må være i en speciel slem tilstand, for selvom han har fået kæmpet sig til et vægstykke, prøver hans store hænder alligevel at mase hovedskallen sammen, mens han skriger højere end alle andre. Jeg kender godt metoden, for jeg har selv praktiseret den. Det handler om at forsøge at overdøve de visuelle indtryk med auditive indtryk samt smerte.
Han når da aldrig hele vejen hen til receptionsdisken? Han når da heller aldrig ud af denne klinik igen? Hvor længe mon han har stået der? Han burde vel egentlig være blevet opprioriteret på ventelisten.
Jeg får pludselig øje på hans tegnebog i baglommen, og uden en tanke hiver jeg de præcist aftalte 50.000 pund op, der møjsommeligt er indhyllet i en krøllet konvolut. Jeg smider skødesløst resten af tegnebogen på gulvet. Skide være med opprioriteringer og ventelister, han har sikkert ikke engang bestilt tid.
Jeg er ligeglad. Jeg er ikke nogen uselvisk Ghandi. Jeg ville da uden tøven æde min gamle bedstemors arm, hvis det skulle blive nødvendigt for at overleve.
Jeg bliver endelig ledt ned ad en lang hvid gang, af en sygeplejerske med 50.000 pund i lommen, der lige pludselig er blevet upåklageligt venlig. Jeg har fået trykket et par ribben, jeg er øm i hele ryggen, jeg kan ikke træde ned på min højre hæl, min venstre hånd har dybe rifter efter negle.
Jeg er ligeglad. Det har ingen betydning nu. Mine nye øjne ligger derinde, bag en af dørene og venter på mig. Det er det eneste af betydning.
Jeg er vågen indeni et kort øjeblik, før jeg langsomt åbner øjnene. Jeg kigger ind i ansigtet på en meget smuk mand. Jeg har aldrig før set så smuk en mand. Han smiler til mig og giver mig et glas vand, mens han støtter mig i ryggen.
Han er lettere solbrændt. Hans øjne er grønne som middelhavsvand. Hans skikkelse er rar. Jeg er forelsket. Jeg ser ham gå ned ad den hvide gang. Jeg ved, jeg lige før gik ned ad den samme gang, men jeg kan alligevel ikke kende den. Den er meget lysere. Uendelig lang og fuld af døre, der fører ind til fantastiske rum. Jeg er måske død, og trods alt vågnet op i paradis?
Jeg vil se alting. Jeg er sulten efter billeder. Underernæret af billeder. Manden vender sig smidigt, og ser på mig igen. Jeg kan lide hans smil, der laver små spinkle rynker omkring øjnene. Jeg sluger alle detaljer. Jeg ser hans smukke sjæl, der er alle farver. Alle farver passer sammen, hvis alle farver er til stede.
Jeg sætter mig halvt op i sengen, og hviler på den ene albue. Jeg smiler også, og føler hvordan det strammer om øjnene. Det strammer også i resten af ansigtet, men det er vist mest fordi, jeg aldrig har prøvet at smile før.
Jeg er nødt til at gå igennem receptionslokalet for at komme ud på gaden. Man burde måske have lavet en bagdør. De ventende patienter opfører sig som om, jeg er Jesus. De rækker deres hænder bedende mod mig, og de vil alle røre ved mig. De falder på knæ for mig. De ved alle, hvad der er hændt mig, og nærer et spinkelt håb om smitteeffekt.
De er alle sammen yndige væsner: Tårer vasker to øjne helt klare, og kreerer smukke streger ned over et ansigt. En pande med en flot dybrød blodfarve. Et skinneben i en aflang farvecollage i blå, gule, røde og grønne nuancer. Jeg får endelig gebærdet mig ud af klinikken. Tænk at blive tilbedt så utvetydigt.
Jeg overvældes af Londons folk og alle deres modige udtryk. Solen skinner, og elsker os alle. Jeg går ind i adskillige butikker, og inden jeg får set mig om, har jeg, ved hjælp af mit plastickort, købt mangefarvede kjoler, make-up, hårfarve og et enkelt maleri. Jeg har også købt et lommespejl, så jeg kan se mine lyse skinnende øjne, der stråler af liv. Jeg føler mig smuk.
Jeg går på café. Jeg har altid gerne villet være et menneske, der gik på café, for at selv at blive set, og for at se på andre. Jeg går ud på gaden igen, smiler til alle der passerer mig. Hilser da på et par stykker.
Jeg småløber. Jeg hopper af lykke. Jeg kan næsten ikke trække vejret af lykke. Helt ind til benene. Jeg lever for første gang. Jeg lever i verden. Jeg vil aldrig dø. Jeg er udødelig.
Der er så meget jeg skal nå. Kunstudstillinger, rockkoncerter, flere café ture, sejlture, fjerne lande, bøger, TV udsendelse, kærester, veninder, strøgture, juleindkøb, solbadning. Jeg vil indhente alt det, jeg har tabt i fortiden. Skynde mig. Klatre i bjerge og beruse mig i udsigten. Samle puslespil med tusinder af brikker. Alt stort. Alt småt. Alt der kan ses.
Jeg sidder i flyet på vej hjem. Jeg hilser hjerteligt på en smukt sminket stewardesse. Jeg køber en farverig drink, og kigger i de kulørte magasinblade.
Det er svært at tro, at det er sket. Jeg er ikke helt mig selv. Og dog, måske er det først nu, jeg er mig selv. Det er umuligt at sige. Men det er lige meget, hvem det er, jeg er. Jeg er lykkelig.
